Marts 2017 - Generalforsamling
Referat af ordinær generalforsamling den 30. marts 2017
1: Valg af dirigent
Efter formandens velkomst blev Michael Bondrup Holm valgt til dirigent, og ganske usædvanligt, uden modkandidater.
2: Valg af referent
Punktet udgår fremover, da det af forretningsorden fremgår, at det er sekretæren som er referent ved generalforsamlingen.
3: Valg af 2 stemmetællere
Niels Ole og Vibeke blev valgt som stemmetællere.
4: Formandens beretning
Beretningen blev suppleret med de sædvanlige tvivlsomme indlæg fra salen. Beretningen blev godkendt uden afstemning. Det er andet år i træk at der ikke stemmes om formandens beretning, så det er tilsyneladende "the new standard" i foreningen.
Formanden berettede følgende:
Dette er en historiske generalforsamling, af to meget glædelige årsag: det er første gang i lang tid at alle ledere på Roskilde Tekniske Skole er medlemmer af foreningen. Den anden er at vi ifølge Djøfs lønstatistik ligger rigtig fint placeret.
Siden sidste års generalforsamling har vi udsat os selv for følgende:
Sommerfrokost
Fredag den 10. juni 2016 får vi en fantastisk rundvisning på Ragnarock på Musicon med en ordentlig tur ned af ”Memory Lane". Vi sang ” I kan ikke slå os ihjel”, dansede Hip Hop og nynnede med på sange fra den tid hvor alle foreningens mænd have hår på hovedet og alle kvinderne uden problemer kunne komme i størrelse 38. Efterfølgende var der frokost med indbygget overraskelse. Bedst som vi troede at frokosten var forbi, kom der efter en meget lang pause steg på bordet.
Flakfortet
Den 25. august var der tur til Flakfortet hvor vi oplevede en af Danmarks største kunstige øer. På en smuk sejltur så vi København fra vandet. Det bliver man jo ikke rigtig træt af. Flakfortet er en del af Københavns forsvarsværk, men krigen nåede aldrig rigtig til ø’en. Vi havde en rundviser (daglig leder af stedet) som kunne en stormflod af anekdoter. Derefter dejlig forret og skøn buffet. Særlig Kirsten udviste en stor appetit efter et meget flot 4.000 meter løb gennem Københavns gader. Sidst og allerbedst en superflot aftensol – tak til Torben.
Klik på billedet og se det "Big time".
Julefrokost
Den 13. januar 2017 var der julemiddag på Pipers Hus i byparken med indledende rundvisning på Roskilde Kloster. Igen en meget indlevende rundviser – som kunne forklare lidt om Connies slægt og gener, som hun har fået fra en dame i familien som hed Constance..
Middagen var dejlig og ikke mindst var selskabet særdeles godt.
Som nævnt har foreningen med sine 32 medlemmer en organisationsgrad på 100%.
Medlemstilgang i 2016:
· Vibeke Pakkenberg
· Henrik Lysemose Jensen
· Dorthe Kold Navntoft
Fratrådte medlemmer i 2016:
· Jens Olsen
· Henrik "Senne" Hansen
· Lene Hansen
· Pia Skov
5: Fremlæggelse af regnskab
Regnskabet kunne selvfølgelig ses på hjemmesiden, og kravene til antallet af farver var også overholdt, og som noget nyt havde kasseren ikke rodet sin egen økonomi ind i regnskabet. Til forsamlingens positive overraskelse havde Isabel udarbejdet et nyt design til regnskabet. Temaet var George Clooney så alle foreningens piger og damer var meget glade.
Klik på George Clooney og se det flotte regnskab:
Regnskabet blev godkendt på trods af diverse bommerter – f.eks. havde man betalt to gange for turen til Flakfortet. Til forsamlingens glæde var den, og alle de øvrige bommerter, allerede udbedret. Regnskabet blev godkendt uden afstemning hvilket, udover det højest unormale i situationen, også virker en smule utrygt. Til gengæld havde revisoren en masse kritiske og hvasse bemærkninger.
6: Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent
Budgettet blev udsat for massiv kritik for at udvise et for stort overskud. Antallet af arrangementer blev problematiseret og efter adskillige afstemninger blev det besluttet at bestyrelsen bestemmer antallet af arrangementer.
Budgettet blev besluttet under forudsætning af at overskuddet blev nedsat fra 9.900 til 4.900, og at midlerne til arrangementer hæves med 5.000.
Kontingentets størrelse fortsætter uændret.
7: Indkomne forslag
Bestyrelsen havde indsendt ændringsforslag til vedtægterne. Hensigten var at fjerne muligheden for at udnævne æresmedlemmer. Forslaget blev godkendt.
8: Valg af formand
Der var genvalg til Lotte Skaarup – uden afstemning og med applaus.
9: Valg af kasserer
Janne Frederiksen blev genvalgt til kasserer på trods af gentagne forsøg på at udvise forsømmelighed mad foreningens midler.
10: Valg af bestyrelsen
Opstillingsproceduren blev, for første gang i historien, ikke diskuteret. Foreningens forretningsorden beskrev hvad der skulle gøres. Det skal selvfølgelig bemærkes, at enkelte medlemmer forsøgte at problematisere, om foreningen i 2016 overhovedet havde besluttet en forretningsorden på generalforsamlingen. Det kan naturligvis skyldes lettere demens, almindelig fortrængning eller drømmen om de gode gamle dage.
Efter en enkelt afstemninger blev følgende valgt til bestyrelsen:
- Vibeke Pakkenberg
- Isabel Duckett
- Jesper Østrup
- Jacob Christiansen (suppleant)
11: Valg af revisor og revisorsuppleant
Morten B. Jacobsen blev genvalgt til revisor.
Janne Taklo blev valgt til revisorsuppleant.
12: Eventuelt.
Sædvanen tro fremkom der heller ikke under eventuelt noget seriøst eller interessant.