§ 1. Navn
Foreningens navn er Side 8 (synonym for Foreningen af ledere på Roskilde Tekniske Skole).
§ 2. Formål og virke
Foreningens formål er at varetage medlemmernes arbejdsmæssige, kulturelle, og sociale interesser, på Roskilde Tekniske Skole.
§ 3. Medlemmer
Medlemsskab forudsætter at man er ansat i en ledelsesstilling på Roskilde Tekniske Skole.
§ 4. Ind- og udmeldelse
stk. 1. Formanden kontakter potentielle medlemmer (dvs. ledere som ikke er medlemmer) og tilbyder medlemskab under foreningens aktuelle vilkår (kontingent, regler mv.)
stk. 2. Modarbejder et medlem foreningens vedtægter eller medlemsinteresser, kan vedkommende ekskluderes. Den ekskluderede kan forlange sagen behandlet på den førstkommende ordinære generalforsamling, hvortil den ekskluderede har adgang- og taleret under sagens behandling.
stk. 3. Udmeldelse af foreningen kan finde sted med én måneds varsel til udgangen af en måned. Ved fratrædelse af ledelsesstilling på Roskilde Tekniske Skole, kan man ikke længere være medlem af foreningen, og har ikke ret til modregning af kontingent eller eventuel formue.
§ 5. Generalforsamling
stk. 1. Foreningens generalforsamling er foreningens højeste myndighed. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal. Ved afstemninger sker vedtagelse ved simpelt stemmeflertal, dog undtaget hvor særlige stemmeantal er anført (§§ 11-12). Skriftlig afstemning skal finde sted, hvis mindst ét af de fremmødte medlemmer ønsker det.
stk. 2. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år senest ved udgangen af marts måned. Indkaldelse til generalforsamling sker skriftlig til medlemmerne senest 3 uger før generalforsamlingen. Forslag, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Indsendte forslag skal være medlemmerne i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes. Alle tillidsposter er valgt for en 1-årig periode og følger generalforsamlingsperioden.
stk. 3. Dagsorden til generalforsamlingen skal som minimum indeholde følgende faste punkter: - Valg af dirigent - Valg af to stemmetællere - Formandens beretning - Fremlæggelse af regnskab - Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent - Indkomne forslag - Valg af formand - Valg af kasserer - Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer samt suppleant - Valg af revisor samt revisorsuppleant - Eventuelt
stk. 4. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 14 dages varsel, når et flertal af bestyrelsesmedlemmer eller 1/3 af foreningens medlemmer, fremsætter skriftlig begæring herom, med angivelse af det eller de emner, der ønskes behandlet. Forslag skal være medlemmerne i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes.
§ 6. Bestyrelsen
stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse, der består af formand, næstformand, kasserer og 2 bestyrelsesmedlemmer. Der vælges også en suppleant til bestyrelsen jvfr. §5 stk. 3. Bestyrelsens funktionsperiode er 1 år og følger generalforsamlingsperioden. Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og sekretær.
stk. 2. Næstformanden træder i formandens sted, når formanden er forhindret. Kassereren fører regnskab og sekretæren udfærdiger referat af alle bestyrelsesmøder.
§ 7. Arrangementer
Bestyrelsen udarbejder et årligt arrangementsprogram for klubben. Som minimum skal arrangementsprogrammet indeholde en sommerfrokost og en julemiddag.
§ 8. Kontingent
Kontingent til foreningen fastsættes af den ordinære generalforsamling. Kontingent opkræves hver måned over skolens lønsystem.
§ 9. Regnskab
stk. 1. Regnskabsåret følger kalenderåret.
stk. 2. Foreningens regnskab føres af kassereren. Kassereren foretager de fornødne udbetalinger i konsekvens af foreningens virke. Bestyrelsen kan fastsætte nærmere regler for anbringelse af foreningens midler.
stk. 3. Regnskabet revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor, der til enhver tid kan foretage kasseeftersyn. Meddelelser om sådanne eftersyn skal tilføres revisionsprotokollen.
§ 10. Tegningsret
Foreningen tegnes af bestyrelsens formand og næstformand i forening eller en af disse i forening med bestyrelsens sekretær.
§ 11. Vedtægtsændringer
Nærværende vedtægter kan ændres, hvis mindst 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmers stemmer afgives herfor.
§ 12. Opløsning af foreningen
stk. 1. For vedtagelse af foreningens opløsning kræves, at mindst 2/3 af de på generalforsamlingen afgivne stemmer er for vedtagelse.
stk. 2. Ved opløsning af foreningen, skal foreningens midler tilfalde personaleforeningen på Roskilde Tekniske Skole.
Vedtægterne er godkendt på foreningens ordinære generalforsamling den 3. marts 2023.
|