Juni 2020 - Generalforsamling
Referat af ordinær generalforsamling den 19. juni 2020
Der blev varmet op med fællessang - bl.a. for Astrid som havde rund fødselsdag.
1: Valg af dirigent
Efter formandens velkomst blev Niels Ole Vibo valgt til dirigent - primært grundet et forsinket fremmøde.
2: Valg af 2 stemmetællere
Claus Cornelius og Thomas Hansen blev valgt som stemmetællere.
3: Formandens beretning
Beretningen blev, helt efter sædvane, aflagt med tvivlsomme indlæg og kommentarer fra medlemmerne. Formandens beretningen blev godkendt med stort flertal.
Formanden berettede følgende:
Cosa Nostra på toppen .....
Bestyrelsens primære mål i det forgangne år var at bruge penge - flere end dem der kommer ind. Det har vi gjort så godt vi kunne - på medlemmerne og på os selv.
Det nye lønsystem for chefer og ledere er langt om længe blevet udmøntet og vi kan glæde os over at have fået en lønstigning.
Siden sidste års generalforsamling udsatte vi os selv for følgende:
Bureaukrati, GDPR og hvidvaskning
Den første oplevelse var udflugt til Nordea med bestyrelsen hvor alle medbragte pas og kørekort. Vi skulle indføres i det nye bankregistreringssystem som skal forhindre bankerne (og andre) at svindle. Dårlige tider for Cosa Nostra.
Sommerfrokost
Fredag den 28. juni 2019 kl. 14 blev der afholdt sommerfrokost i sekretærens have, og vejret var fremragende ligesom maden, gæsterne og særlig Kirstens dejlige kage.
Skovtårnet
Den 22. oktober var vi på en dejlig efterårstur i Skovtårnet på Sydsjælland. Efterfølgende var der middag på Rønnede Kro.
Anders Matthesen
Den 17. september var der stand-up med Anders Matthesen. Inden da spiste vi på WHY food & cocktails. Desværre var der mange som ikke kunne nå at spise dessert inden Anden startede.
Julemiddag
Den 17. januar 2020 var der julemiddag på Store Børs i Roskilde arrangeret af næstformanden, Mads Bendix. Selskabet var vanen tro rigtig hyggeligt og maden var udemærket selv om flere fandt at den var lidt spøjs.
Kagebord
Vi forsøgte at arrangere en konkurrence hvor vi ville præmiere den bedste medlemskage. Der var desværre ikke tilmeldinger nok, så arrangementet blev aflyst.
Foreningen har 32 medlemmer og en organisationsgrad på 100%. De senest ankomne er Thomas, Sune, og Susanne. Til august 2020 tiltræder Christine Lehn-Schiøler, så der er et potentielt nyt medlem. Gennemsnitsalderen i klubben 52,1 så tak til de unge.
4: Fremlæggelse af regnskab
Regnskabet var selvfølgelig udarbejdet i to udgaver. Den læsbare udgave med underskrifter kunne ses på hjemmesiden, mens en mere romantisk udgave med hjerteklip ikke blev offentliggjort. Der var tilfredshed med bestyrelsens overforbrug, men enkelte pendanter fandt at bespisningen på bestyrelsesmøderne var af en ganske eksorbitant karakter.
På trods af diverse kritiske og hvasse bemærkninger blev regnskabet godkendt og som sædvanlig tegnede prognoserne for et genvalg af kasseren særdeles godt på trods af diverse bommerter og fejl.
5: Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent
Budgettet blev kritiseret ganske meget, men forsamlingen stillede sig til tåls med at det udviste et pænt underskud på 5.000 kr. Under punktet kom det frem at der under punkt (6) ville komme forslag om et ændret kontingent. Bestyrelsens budgetforslag var fremsat med et uændret kontingent.
6: Indkomne forslag
Som det fremgik af indkaldelsen og under henvisning til Corona-pandemi og nødretslovene ophævedes forretningsordenens og vedtægternes ordinære bestemmelser vedr. tidsgrænserne for indkommende forslag, og der kunne stilles forslag når vi indledte punkt 6.
Det afstedkom at der lynhurtigt fremkom fem forskellige forslag:
- Forslag om indførelse af digital afstemning på generalforsamlingen. Her kunne man stemme ja eller nej. Hvis man stemte nej skulle man herefter angive om der skulle nedsættes et udvalg som kunne undersøge sagen nærmere.
- Der blev foreslået ændring af kontingentet. Der kunne stemmes ja eller nej. Hvis man stemte ja skulle man også angive om kontingentet skulle hæves, sænkes eller differentieres. Hvis man stemte nej betød det uændret kontingent.
- Der blev stillet forslag om at der på generalforsamlingerne skulle være et tema. Der kunne stemmes ja eller nej.
- Forslag om at indføre våbentræning i konsekvens af klubbens navn. Der kunne stemmes ja eller nej.
- Det blev foreslået at indføre en form for dresscode på generalforsamlingen. Der kunne stemmes ja eller nej.
Forslag 1 blev forkastet pga. manglende overholdelse af afstemningsproceduren.
Forslag 2 blev forkastet med overvældende flertal. Kontingentet er altså fortsat 100 kr. pr. medlem pr. måned.
Forslag 3 blev vedtaget. Fremover skal der være et tema på generalforsamlingen.
Forslag 4 blev forkastet. Der var lige mange ja- og nej-stemmer.
Forslag 5 blev vedtaget. Fremover bliver medlemmerne underlagt en form for beklædningskrav på generalforsamlingen.
7: Valg af formand
Lea Bergstedt blev opstillet og hyldet i én valghandling og er derfor klubbens formand i den kommende valgperiode.
8: Valg af kasserer
Janne Frederiksen blev som sædvanlig genvalgt til kasserer. Janne begyndte, også som sædvanlig, at protestere, men generalforsamlingen skyndte sig at klappe højt og længe, og til sidst var alt ved det gamle.
9: Valg af bestyrelsen
Der blev opstillet 25 kandidater til de tre bestyrelsesposter og suppleantposten.
Efter afstemningen blev følgende valgt til bestyrelsen:
- Susanne Ogstrup
- Henrik Mørke-Malmkvist
- Jesper Østrup
- Dorthe Navntoft (suppleant)
10: Valg af revisor og revisorsuppleant
Lars Vestmose blev valgt til revisor med 22 stemmer.
Morten Andersen blev valgt til revisorsuppleant da han "kun" fik 21 stemmer.
11: Eventuelt.
Intet refererbart.