Marts 2021 - Generalforsamling

Referat af ordinær generalforsamling den 8. marts 2021

Generalforsamlingen blev afholdt på Teams ledsaget af vin- og snackpakke med tilhørende foredrag af GILA vine. Den ellers historisk sparsomme bestyrelse havde brugt lidt penge på medlemmernes behov for at blive forkælet og klargjort til den rette stemning inden de vigtige afstemninger.

1: Valg af dirigent
Efter formandens velkomst blev Sune valgt til dirigent – måske fordi medlemmerne havde observeret at Sune ikke havde modtaget pakken med alkohol. De obligatoriske stemmetællere ved valg af dirigent, jvfr. foreningens forretningsorden, blev Susanne og Dorthe.

2: Valg af 2 stemmetællere
Af en årsag der fortoner sig i det ukendte blev punktet udsat til efter pkt. 11. Indtil da måtte generalforsamlingen tage til takke med de forretningsudpegede stemmetællere.

3: Formandens beretning
Formanden berettede følgende:

Cosa Nostras organisationsgrad er på 100% - enhver pampers våde drøm. Nyeste medlem er Christine fra HTX.
Bestyrelsen bestod de forgangne år af: Susanne (Næstformand), Henrik M., Dorthe, Janne, Jesper og mig selv. Denne, i øvrigt udmærkede bestyrelse, havde som mål i det forgangne år at kunne afvikle arrangementer i skyggen af pandemien, men fejlede big time. Men intentionerne fejlede ingenting.

Jeg kan som ringe kompensation glæde forsamlingens fantasi med de arrangementer I kunne have deltaget i hvis der ikke havde været en pandemi. Der var planlagt en rundvisning med guide i den nye vikingeborg i Lejre med spisning af efterårets dejlige retter i gyldne toner på Ledreborg Allé 50, en tur til det nye frihedsmuseum i København efterfulgt af en dejlig middag, dejlig julefrokost på restaurant ”Primo Piano” i Roskilde i januar og endelig en rundvisning på Christiansborg og samtale med SF formand Pia Olsen Dyhr i marts måned.

Vi har det hele til gode og vi har ikke brugt en krone de sidste 9 måneder, så klubben er velpolstret til de mange dejlige stunder vi skal opleve sammen – når Mette F. giver os lov. Med mindre en ny bestyrelse hellere vil give os andre oplevelser end de her skitserede.

Beretningen blev godkendt trods formandens manglende tilsagn om at skaffe medlemmerne højere løn i det kommende år.

4: Fremlæggelse af regnskab
Regnskabet var, trods protester fra farveblinde medlemmer, udarbejdet forskriftsmæssigt i flere farver og fremgår af foreningens hjemmeside.
Efter den sædvanlige kritik og skarpe bemærkninger blev regnskabet godkendt og som sædvanlig forsøgte kasseren at undgå genvalg – denne gang ved at indrømme nogle bogføringsmæssige underligheder.

5: Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent
Da bestyrelsen havde fremsendt forslag som kunne resultere ændringer i budgettet blev punktet først genoptaget efter behandlingen af bestyrelsens forslag under pkt. 6.
Efter behandlingen i pkt. 6 blev kontingentet hævet med 10 kr. pr. måned pr. medlem, så kontingentet fremover andrager 110 kr. pr. måned pr. medlem. Se punkt 6.

6: Indkomne forslag
Bestyrelsens forslag gik ud på at nedbringe misforholdet mellem kontingentindbetalingen og aktivitetsniveauet. Overordnet kunne det det gøres på to måder - enten ved at sænke medlemsbidraget eller hæve aktivitetsniveauet. Bestyrelsen bad generalforsamlingen om at tage stilling til følgende fem muligheder:

  1. Nedbringelse af kontingentet i en nærmere bestemt periode.
  2. Ophør af kontingentet i en nærmere bestemt periode.
  3. Udlodning af midler til nogle af medlemmerne efter et snedigt system - f.eks. efter anciennitet eller lignende.
  4. Lotteri eller lodtrækning blandt medlemmerne om midler.
  5. Iværksættelse af luksus-arrangementer - f.eks. udenlandsrejser, spaophold mv.  

De to første forslag ville, om end for en periode, nedsætte foreningens kontingent, mens de tre sidste forslag ville kunne gennemføres uden at ændre budgettet og kontingentet. Efter en indviklet afstemning, som næsten bragte Susanne og Dorthe på sammenbruddets rand, blev forslag 5 vedtaget. Under processen blev det imidlertid vedtaget at man godt kunne hæve kontingentet og stadig arbejde med det vedtagne forslag. Kunsten var nu at beslutte en eventuel forhøjelse af budgettet og efter endnu en indviklet afstemning blev det besluttet at hæve kontingentet med 10 kr. pr. måned.

7: Valg af formand
Lea Bergstedt blev valgt ved både håndsoprækning og i chatten og er derfor klubbens formand i den kommende valgperiode.

8: Valg af kasserer
Janne Frederiksen blev som sædvanlig genvalgt til kasserer og mod sædvane uden at protestere.

9: Valg af bestyrelsen
Alle var i princippet opstillet, men nedslidt af de mange afstemninger, alkohol og tapas besluttede generalforsamlingen at genvælge den siddende bestyrelse i forvisning om at de ikke kan undgå at gøre det bedre i det kommende år. Bestyrelsen er derfor i den kommende valgperiode:

- Susanne Ogstrup
- Henrik Mørke-Malmkvist
- Jesper Østrup
- Dorthe Navntoft (suppleant)

10: Valg af revisor og revisorsuppleant
Lars Vestmose blev genvalgt til revisor og Morten Andersen blev valgt til revisorsuppleant – givetvis fordi han ikke deltog i generalforsamlingen.

11: Eventuelt.
Intet refererbart.

12: Valg af 2 stemmetællere
Efter et koks under pkt. 2 blev de to stemmetællere først valgt til sidst - en helt uprøvet metodik.
Susanne og Dorthe blev valgt.