Forslag til generalforsamlingen 2022
Forslag fra bestyrelsen til generalforsamling i Cosa Nostra den 4. marts 2022
Bestyrelsen foreslår et navneskifte for klubben.
I en tid, hvor karakteren af ironi, sarkasme og sort humor er kommet under stærk og kritisk bevågenhed, er vores navn noget vi skal forholde os til, uagtet hvor stærke holdninger man måtte have til at vi hedder Cosa Nostra. Det betyder jo blot ”vores sag”, men konnoterer nogle værdier, som vi hverken bekender os til eller har sympati for. Drab, vold, fup, svindel, luskeri mv. er nok heller ikke medarbejdernes generelle opfattelse af skolens ledere, men vi er jo en eksklusiv klub og har mulighed for at trække i trådene i det lukkede rum. Der er nok ikke mange, der mistænker os for at være amoralske og uetiske, men der er da nogle, der undrer sig over, hvorfor vi bruger et så negativt værdiladet navn.
Navnet opstod på en ganske normal kaotisk generalforsamling i 2005, fordi klubben dengang hed noget så usexet, kedeligt og sterilt som Inspektørklubben. Vi ville have et navn med passion, farve, mystik og drama. Dengang var det godt. Det er bestyrelsens holdningen, at navnet ikke er særlig afgørende for klubbens virke, så et nyt navn anser vi ikke for at være noget større problem.
På generalforsamlingen vil bestyrelsen derfor bede medlemmerne om at tage stilling til følgende:
- skal vi ændre navn eller beholde det nuværende navn?
- hvis vi beslutter at ændre navn, hvad skal vi så hedde?
Det betyder, at man til generalforsamlingen skal overveje nogle nye navne til klubben, i tilfælde af at generalforsamlingen under pkt. 1 beslutter, at vi skal ændre navn.
For at være forberedt på et eventuelt navneskifte kan man enten medbringe navneforslag på selve generalforsamlingen, eller, hvilket er langt at foretrække, kan navneforslagene også fremsendes på forhånd. Forhåndsindsendte forslag der er ledsaget af en kort motivering vil indgå i en konkurrence, idet personen eller konsortiet bag et eventuelt vindende forhåndsindsendt og motiveret forslag, vil blive belønnet med en flot præmie ud over at blive udødeliggjort i klubbens farverige historie.
Navneforslagene er ikke underlagt vedtægternes tidsfrister for indsendelse af forslag, da de henføres til nærværende forslag som er rettidigt indsendt. Dog vil bestyrelsen sætte pris på et par dages sagsbehandlingstid for de konkurrencebærende forslag.
Forslag kan sendes til sekretæren eller formanden.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen