Marts 2009 - Generalforsamling

Referat ordinær generalforsamling d. 25 marts 2009

Nærværende referent fik sin første lektion i snigløb "the-RTS-way" da han, efter flere andre var blevet forslået som referent, blev valgt pga. uimodsigelige argumenter fra frk. Lotte Skaarup. Således belært går undertegnede klogere gennem livet. I en bisætning skal bemærkes at JEO proklamerede at han stillede op - adspurgt om hvad han stillede op til, var svaret :"Jeg stiller bare op". Denne karske friskhed blev dog noget dæmpet, da der en overgang var fare for at blive valgt til referent.

Valg af stemmetællere

På denne forsamling er der jo en stærk demokratisk tradition, og til et demokrati hører afstemninger - mange afstemninger. Derfor er de mest betroede poster ved en sådan forsamling helt naturligt stemmetællere. På disse poster er der derfor brug for vederhæftige personer. Det lykkedes forsamlingen at opfylde dette krav 50%, idet CUK og PLC bliver valgt til dette. Referenten lader den oplyste læser selv vælge hvor de 50% svinger hen.

Valg af dirigent

Efter en heftig og følelsesladet debat, afstemning og forholdsvis vederhæftig (50%) stemmetælling kunne JAC læne sig tilbage i sædet i sikker forvisning om at han nu havde magten som dirigent i de kommende to timer. Denne magt som referenten senere måtte konstatere indtil flere gange gled ham af hænde. Formår dog på dette tidlige tidspunkt at konstatere at forsamlingen er lovlig indkaldt og derfor kan afholdes.

Formandens beretning :

Herunder gengives formandens beretning ordret :

Der er rart at kunne kigge ud over så mange medlemmer, som der er samler i dag til den årlige generalforsamling. 16 medlemmer er hvis ved at være rekord.

Vi er ved et leje i foreningen hvor der ikke rigtig kan komme flere medlemmer. Der er 25 lederstillinger på skolen, men der sker hele tiden en lille udskiftning, og nogen melder sig ud men der kommer også nye til.

3 medlemmer er ved at forlade os, og om de alle tre bliver erstattet er et godt spørgsmål.

Men der er jo tid til at finde nye medlemmer, så hvem ved om ikke vi igen til næste år kan sige at vi er flere medlemmer end nogensinde.

Sidste år valgte I en lokal bestyrelse, som senere har konstitueret sig således:

Jesper                næstformand

Lotte                  vores sekretær

Janne                 vogteren og kasserer over foreningens formue

Hanne                det kære menige medlem

samt undertegnede                 formand

endelig er der jo også Niels som blev valgt som suppleant.

 

Sidste år kunne jeg fortælle om en del arrangementer der ikke blev til noget. I år er det da lidt bedre.

Alene bestyrelsesmøderne er forøget med 100 %. Fra et til to møder.

Endnu engang blev der afholdt en rigtig god julefrokost - har jeg hørt. Det passede så godt, at jeg blev morfar for første gang den dag så jeg forlod festen på et tidspunkt hvor I var godt på vej, - kan man hvis godt sige. Festen har da kostet Jespers budget en del penge. Nyt gulvtæppe blev nødvendigt bl.a.

Et andet godt arrangement vi har forsøgt et par gange tidligere, er vores madlavningskursus. Denne gang var der gevinst og vi havde en pragtfuld aften med rigtig god mad og hvor det er lidt sjovt at tænke på at kokken bare skulle sige nogle tidspunkter på hvornår vi skulle være klar med maden før der gik fuldstændig panik i alle mand og der blev arbejdet koncentreret.

Vores planer om at komme til Isaberg og stå på ski, holdt også. Der var pænt med sne og jeg tror alle fik nogle dejlige timer i det svenske.

Endelig har vi fået en nyhed på vores repertoire over arrangementer som blev en stor succes. Det var teaterturen til Det ny Teater hvor vi så The Phantom of the Opera. Inden forestillingen spiste vi i teaterkælderen, hvor vi for en gangs skyld fik kød så hatten passede, men også nydelig sang under spisningen. 28 deltagere havde vi købt billetter til.

Ved overenskomsten blev det aftalt at vi alle skal have en lønforbedring på 12.8 % men som dog i hvert fald giver os alle sammen 8,17 % mere i løn. Den første stigning er kommet pr. 1. april 2008, g den næste kommer her til 1. april 2009 og bliver på 2,02 %. Herefter kommer der nogle stigninger dryppende pr. 1. oktober og 1. april. Derudover er der kommet mulighed for at få pension af resultatløn og engangsvederlag, som dog ikke rammer den øverste leder. Til gengæld kan alle fra 62, 63 eller 64 få seniorbonus på 2,9 % i overenskomstperioden. Man kan højst få denne bonus tre gange.

Til den angående bestyrelse vil jeg takke for et godt samarbejde i det forløbne år. I er jo ikke blevet overbebyrdet med møder og arbejde, men det har jo gået alligevel.

Det var hvad jeg havde valgt at bringe på denne generalforsamling, men inden jeg overlader beretningen til dirigenten og til forsamlingen til en forhåbentlig god og fair debat på samme høje niveau som det plejer at være.

Jeg stopper senest når jeg har fået nok, hvis ikke andre stopper mig før.

Formandens beretning var som altid sober, smuk og tårevædet. Der findes stort set ikke den forening i det danske kongerige, som kører så godt som Cosa Nostra.

Beretningen bliver modtaget og godkendt med stående akklamation. I sandhed et smukt øjeblik.

Fremlæggelse af regnskab :

Fremlæggelsen af regnskabet er altid et spændende punkt, som forsamlingen koncentreret følger med i. I år kunne man præsentere et grundigt oparbejdet underskud - betinget af ekstravagant sponsering af teatertur - mere om dette senere.

Regnskabet godkendes ved enstemmig håndsoprækning og akklamation. Denne forsamling sprudler af begejstring for sig selv.

Fremlæggelse af Budget herunder forslag til ændring af kontingent og regnskabsår

Her kommer vi så til aftenens længe ventet klimaks. Der var stillet forslag om BÅDE ændring af regnskabsår OG kontingent-forhøjelse. Ændringen af regnskabsåret bunder i en ganske fornuftsbaseret argumentation og blev hurtigt vedtaget.

Anderledes følelsesladet blev forslaget om 100% kontingentsforhøjelse modtaget af forsamling. Referenten kunne konstatere indtil flere følelsesladede udbrud og holdningsudvekslinger. Alt sammen sundhedstegn i et demokrati. Bølgerne gik så højt at der underafstemningsprocessen skete det usædvanlige at FSH modtog ros fra Vicedirektøren. En stor og sjælden begivenhed. Referenten skal ikke genkalde samtlige kommentarer og indlæg, blot konstatere at man kunne enes om en forhøjelse af kontingentet til 100.- danske kroner pr. måned.

Her bliver referenten for et kort øjeblik nødt til at træde ud af sin 100% objektive rolle som kold, kønsløs og sildeagtig iagttager og rapportør og reflektere over forløbet :

Bestyrelsen fremlægger et regnskab, hvor man pga. en meget høj egenkapital (Se aktiver-passiver balancen i regnskab for år 2008-2009) vedtager at sponsere en teatertur. Som følge heraf udviser regnskabet et underskud der stort set matcher omkostningen ved teaterturen. Herefter fremlægges så et budget på niveau med 2008-resultatet og bestyrelse græder salte tårer over at der ikke er penge til opretholdelse af aktivitetsniveauet. Man får hævet kontingentet med disse argumenter.

Referenten beder læseren kort reflektere (f.eks. ved at stirre målløs frem for sig og undre sig over hvad der gik galt) over dette hændelsesforløb - i sandhed en stor politisk bedrift der får tamil-sag, efterløns-sag, skattestop, og diverse ministres bilagsrod fuldstændig til at blegne.  Man kan kun have respekt  for dette.

Valg til bestyrelsen

Efter at stort set set alle tilstede plus enkelte ikketilstedeværende samt et par husdyr havde været opstillet endte valghandlingen med følgende overraskende resultat :

Per Hansen                                   Genvalgt som formand

Janne Frederiksen                     Genvalgt med akklamation som kassemester

Som menige bestyrelsemedlemmer valgtes :

Lotte Skaarup

Hanne B. Nielsen

Kirsten Bach

Jesper Østrup vælges som bestyrelses-suppleant

Revisor :

Suzanne Søderberg vælges

Frans Henriques Vælges som revisor-suppleant

 

Herefter var forsamlingen så sent fremskredet at dirigenten kunne høre lyde som ledte tankerne hen på indtagelse af levnedsmidler (vel og mærke gratis !) og man kunne derfor hurtigt enes om at afslutte forsamlingen og hylde os selv.

Således oplevet d. 25 marts i det herrens år 2009

ma